Vi vil gerne byde dig velkommen til Stutgården, som er et børne- og ungehjem. På Stutgården er der 3 huse hvor der fast bor andre børn og unge i alderen 6 - 18 år.
Kastanjehuset
Akaciehuset og
Lindehuset
Stutgården er et sted, hvor man må være lige den man er, og man kan få hjælp, til det der er svært.
Hvert hus har en entre / gang hvor alle børn har deres egen plads til deres jakker og sko.
I gangen hænger et billede af alle børn og af alle de voksne, som du skal lærer at kende, og dit billede kommer også op i gangen.
I huset får du dit eget værelse. Der er din seng, dit tøj, dit legetøj og andre ting som er vigtige for dig.
I huset har alle børn deres faste pladser, når vi spiser og holder eftermiddags- eller aftensamling.
Du får også din egen plads.
Her kan du se, hvordan en spisestue kan se ud.
Husene har også en tv stue, hvor vi ser tv sammen, og hvor der også er mulighed for at se dvd film eller spille playstation.
Her kan du se en af stuerne:
Der er også flere steder i husene hvor man kan samles og spille brætspil, tegne, male osv.
Hvert hus har en afdelingsleder, og du vil møde afdelingslederen når du besøger Stutgården første gang.
I husene har børnene hver deres kontaktpædagog. Nogen gange deler man med et andet barn, og andre gange får man sin egen.
Kontaktpædagogen kommer du også til at møde inden du flytter ind. Du vil også få mulighed for at komme på besøg i huset, hvor du vil møde flere af de voksne og de andre børn.
Den dag du flytter ind, vil din kontaktpædagog tage imod dig og være sammen med dig hele det første døgn.
Stutgården har en stor grund, og mellem husene er der rigtig meget udenomsplads.
I haven er der gynger, sandkasse, masser af træer, hule, bålplads, steder hvor man kan cykle og plads til at spille fodbold. Børnene er rigtig tit ude og lege, enten alene eller sammen med hinanden – men altid sammen med voksne.
Her kan du se vores multibane
På Stutgården går alle børn i skole i hverdagen. De fleste går på Stutgårdsskolen, som ligger midt på grunden på Stutgården.
Her kan du se skolen hvor du skal gå:
Så velkommen til Stutgården.
Vi glæder os til at møde dig og lære dig at kende.
juleklip
Jul
Stutgårdens dagbehandlingstilbud består udover den daglige miljøterapeutiske behandling i Kirsebærhuset af individuel ambulant psykoterapeutisk behandling i tilfælde hvor det skønnes at bidrage til behandlingen og barnets udvikling, forældresamtaler hver 14. dag og skoletilbud.
Børnene bor hos deres forældre eller plejefamilier og visiteres primært med sociale, følelsesmæssige og tilknytningsmæssige vanskeligheder, samt en række specifikke kognitive vanskeligheder, opmærksomhedsforstyrrelser og impulskontrolproblemer. De er alle primært normalt begavede børn, men nogle er ikke i stand til at udnytte deres intellektuelle ressourcer fuldt ud.
Dagafdelingen har åbent: mandag-torsdag 8:00-16:00, fredag 8:00-14:00.
Den daglige og praktiske kommunikation mellem forældrene og dagafdelingens miljøterapeuter foregår via kontaktbøger, og hver 14. dag ringes der til forældrene med en generel opsamling og status.
Forudsætningen for at et barn kan tilbydes Stutgårdens dagbehandlingstilbud er, at forældre, kommune og Stutgården er enige om, at dagbehandling (ikke døgnbehandling) er det bedste tilbud til barnet. Herudover skal forældrene være indstillede på, at forældrebehandling - i form af forældresamtaler – er en obligatorisk del af det samlede tilbud.
Når barnet starter i dagbehandling på Stutgården, har han eller hun ofte en række uheldige oplevelser fra tidligere skoler og fritidstilbud med sig i bagagen. Ofte har barnet ikke oplevet sig forstået eller accepteret, som den han/hun er. Børnene i Kirsebærhuset har typisk haft et meget større behov for voksenkontakt, støtte og styring end andre børn. De har skullet leve op til nogle normalforventninger om hvordan man skal være, og hvad man skal kunne når man har en bestemt alder – både personlighedsmæssigt, følelsesmæssigt, socialt og fagligt. Dagligdagen i dagafdelingen er tilrettelagt med udgangspunkt i børnenes behov for omsorg og støtte, samtidig med at det enkelte barn udfordres og udvikles gennem dagligt tilbagevendende strukturer og aktiviteter.
To gange årligt tager dagafdelingen på behandlingstur (man.-fre.).
Dagligdagen i Kirsebærhuset:
Dagen starter klokken 8:00 hvor børnene afleveres ved Kirsebærhuset og herefter går i skolen. Her tager barnet overtøjet af i garderoben, sætter skoletasken ved sit skolebord, lægger madkassen i køleskabet og afleverer lektier og kontaktbog. Efterfølgende samles børn og voksne ved fællesbordet, hvor meningen er, at barnet lige ’lander’ i miljøet efter overgangen mellem hjem og skole.
Mellem 8:30 og 14:00 undervises eleverne af Stutgårdsskolens lærere i et tæt samarbejde med dagafdelingens miljøterapeuter som støtter eleverne og undervisningen.
Eftermiddagen i Kirsebærhuset starter med en stille aktivitet, hvor skoledagen lukkes ned og barnet får mulighed for at lande efter skiftet mellem skolen og Kirsebærhuset. Efterfølgende afholdes en samling om lidt frugt, grønt og rugbrød, hvor der tales om eftermiddagens aktiviteter og aftaler, så barnet kan danne sig et overblik over eftermiddagen. Ved samlingen øver barnet sig bl.a. i almindelig socialisering såsom deltagelse i et fællesskab, at lytte og at tale efter tur.
Eftermiddagsaktiviteterne varierer mellem fx lektiehjælp, temamøde, rollespil, biblioteksture, udendørsaktiviteter, leg, sport og fordybelse. Gennem strukturerede aktiviteter er målet, at barnet udfordres og hjælpes til at forstå egne og andres tanker og hensigter, får vejledning til at komme i kontakt med andre på en hensigtsmæssig måde, og med tiden får øget selvrefleksion, impulskontrol, realitetstestning, vurderingsevne, etc.
Som et middel hertil er en omsorgsfuld struktur tilrettelagt, samt en kontaktform der aktivt italesætter følelsesmæssige tilstande og tilskynder barnets selvrefleksion.
Ved dagens afslutning hentes børnene på gårdspladsen.
Som forældre eller pårørende til et barn der skal starte et behandlingsforløb på Stutgården kan der være mange tanker og spørgsmål om hvad det er for et sted.
Forældrerådet har udarbejdet en folder målrettet forældre og andre pårørende i forhold til at give svar på nogle af de spørgsmål der melder sig.
Forældrerådet reviderer folderen 1 gang om året.
Du kan downloade folderen her
På Stutgården har vi et forældreråd, der repræsenterer den samlede forældregruppe. Rådet har 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen på et forældremøde for alle forældre. Så vidt muligt er alle 3 huse repræsenteret i rådet. Forældrerådets formand er medlem af Stutgårdens bestyrelse.
Der afholdes møder i forældrerådet 4 gange årligt med deltagelse af forstander og socialrådgiver. På møderne drøftes generelle problemstillinger for børnene på Stutgården og for institutionen som helhed. Herunder økonomi, personalesituation og forældrearrangementer. Forældrene kan rejse konkrete spørgsmål vedrørende dagligdagen.
Det er en tradition, at forældrerådets medlemmer og deres børn spiser sammen med forstanderen og socialrådgiveren i forbindelse med hvert forældrerådsmøde.
Forældrerådet er med til at planlægge temaaftener 1-2 gange om året for forældregruppen på Stutgården, her kan der inviteres gæste- oplægsholdere. Temaaftenen starter med middag for forældre og børn i husene.
Mens barnet er på Stutgården sikres en kontinuerlig kontakt mellem børn og forældre.
Nogle børn er hjemme hos deres familier hveranden week-end og i nogle ferier, mens andre er hjemme i kortere tid. Nogle får besøg af deres familier på Stutgården.
Forældre, der kommer for at besøge deres barn på Stutgården, kan opholde sig sammen med barnet i vores hyggelige samværslokaler i Kirsebærhuset. Her er to værelser, badeværelse og tekøkken. Der er spil og legetøj og mulighed for at lave te, kaffe og kakao. Når børn har samvær med deres forældre på Stutgården, sørger vi altid for, at man kan få en kurv med lidt lækkert med til samværet – hvis man som forældre ønsker det.
Støtte til samvær
Vi tilbyder gerne at være med, når barnet og forældrene er sammen på Stutgården, hvis kommunen og forældrene har aftalt at samværet skal støttes. Endvidere kan vi tilbyde støttende samtale før og efter weekendsamvær og ferie, så forældrene får mulighed for at udvikle kompetencer i samværet med deres barn.
På Stutgården tager vi ansvaret for behandling af persondata alvorligt, hvorfor vi i ethvert henseende er opmærksomme på at beskytte al persondata, vi behandler i vores daglige arbejde på Stutgården.
Se vores persondatapolitik her
I Lindehuset er der plads til 9 børn/unge i alderen 8-18.
Børnene er alle primært normalt til begavede. De har i større eller mindre omfang en afvigende opfattelse af sig selv, omverdenen og deres relationer til andre og til, hvad der er almindeligt.
Det drejer sig om børn, hvis tænkning ofte er farvet af angstfyldte forestillinger, manglende begrebsforståelse og konkrethed, og som har forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd. De kan være beskrevet som børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser (Autismespektrumforstyrrelser) eller som børn med sindslidelser, fx skizotypisk sindslidelse eller som børn der har autistiske eller psykotiske træk, episoder eller reaktioner.
Hverdagen i Lindehuset er fastlagt efter en tydelig struktur, hvor der lægges vægt på, at tingene foregår i den samme rækkefølge hver dag. Hvert barn støttes af en sær-struktur, der hjælper netop dette barn gennem dagens gøremål. Endvidere lægges der vægt på, at alle børn får motion og frisk luft.
Vi har to faste aktiviteter hver uge, som alle børn deltager i. Den ene aktivitet er bevægelse. Den anden aktivitet er en rengøringstime, som har til formål at træne børnene/de unge i nogle basale færdigheder. Herudover er der flere af vores børn/unge som har en maddag om måneden, hvor de selv vælger, hvilken ret de vil lave, og er med under hele processen med madlavningen.
Udover de ovennævnte aktiviteter har vi en fast svømmehalstur hver uge, som en del af vores børn/unge deltager i. En del af børnene har andre fritidsaktiviteter uden for Stutgården.
Som en del af de unges færdighedstræning har alle unge over 13 år en dag, hvor de er ansvarlige for at rydde af bordet.
Noget andet som vi i Lindehuset lægger stor vægt på, er at kompensere for børnenes/de unges kommunikationsvanskeligheder. Dette bliver der arbejdet med på ugentlige møder, som betegnes som Temamøde, hvorved der arbejdes med begrebsforståelse og bevidsthed om sammenhænge.
Dagen i Lindehuset starter med at børnene/de unge står selv op eller bliver vækket. Som regel har de fleste af vores børn/unge brug for massiv voksenhjælp til at starte på sin dag. Efter morgenmaden som starter kl. 8:00 får børnene/de unge hjælp med at børste tænder og gøre sig klar til at komme i skolen.
Når børnene/de unge kommer tilbage fra skolen kl. 13:30/kl.14, har de en 45 minutters egen-tid på eget værelse og hvor indholdet af hvad barnet/den unge foretager sig, på forhånd er aftalt med kontaktpædagogen. Herefter er der eftermiddagshygge, hvor der bliver serveret et mellemmåltid. Ved eftermiddagshyggen gennemgås de faste aftaler for resten af eftermiddagen og aftenen og børnene/de unge indgår i deres særskilte-strukturer.
Som en del af børnenes/ de unges særskilte struktur indgår de faste aktiviteter, som alle deltager i, og som udover mandagsaktiviteten og rengøringstimen består af tre ganges lektietid, madpakkelavning.
Kl. 18:00 er der aftensmad, og lidt efter aftensmaden har vi vores sidste samling for dagen kl. 19:30, hvor dagen bliver sluttet af. Efter samlingen begynder børnenes/de unges sengetider. Børnene/de unge har forskellige sengetider afhængigt af deres alder og behandlingsmæssige behov.